Befolkningssammensætning

Vi vil hjemsende ikke-vestlige personer fra Danmark og stoppe den ikke-vestlige indvandring med det formål at bevare det danske folk.

Før vi er noget som helst andet, er vi danske. Før man er akademiker, er man dansker, før man er arbejder, er man dansker, og uanset hvad man laver, er man først og fremmest dansker. Vi danskere er født ind i et historisk, kulturelt og etnisk betinget slægtskab, som tilsammen udgør den fælles referenceramme, der betyder, at vi kan kalde os danske. Det er det danske, som gør, at vi kan identificere os med hinanden og derfor også finder vilje til at være solidariske med hinanden. Det er derfor netop det, der er sammenhængskraften i vort samfund og det, der binder os sammen. Vi danskere har, ligesom alle andre folkeslag, ret til vort eget land. En ret, der skal grundlovssikres for at forhindre fremtidige anslag mod det, der må betragtes som værende det danske folks vigtigste rettighed. Under hensyntagen til denne nationale ret og til vore almindelige etniske og kulturelle interesser vil vi revurdere udlændingepolitikken.

 

Den udlændingepolitik, der har ladet ikke-vestlige mennesker indvandre til Danmark i stor stil, har påbegyndt en befolkningsudskiftning, som aktuelt er ved at gøre det danske folk til en minoritet i eget land. Ud over at dette er i modstrid med vor nationale ret til Danmark, så findes der intet praktisk eksempel på, at multikultur er endt som en lykkelig samfundskonstruktion. Derfor må indvandringen af ikke-vestlige personer ophøre øjeblikkeligt, ligesom vi må påbegynde hjemsendelser af dem, der allerede er her, uden hensyn til om de tidligere er blevet tildelt dansk statsborgerskab. I praksis vil det betyde, at den systematiske statsborgerskabstildeling vil ophøre. Som udgangspunkt kan ikke-vestlige personer ikke få statsborgerskab, da de er os for fremmede. Vestlige indvandrere skal derimod, på grund af vort kulturelle og etniske slægtskab med disse, kunne søge og få statsborgerskab — afgørelser herom må dog altid bero på en individuel vurdering af den konkrete sag.

 

Dette er ikke ensbetydende med, at flygtninge ikke kan hjælpes, men det bør i så fald ske i deres nærområder, hvor vi tilmed kan hjælpe flere for færre midler. Skulle der alligevel komme flygtninge til Danmark, må de som udgangspunkt kun være her på tålt ophold, ligesom deres tilstedeværelse skal være betinget af, at de rejser hjem igen, når der er ro i deres hjemland eller nærområde. Desuden vil vi ikke lukke Danmark af for ikke-vestlige turister eller udvekslingsstudenter, der kommer hertil. Kommer nogen for at løse en konkret arbejdsopgave, hilser vi også dette velkomment, men det skal ikke være med henblik på permanent bosættelse for den indrejste og dennes efterkommere, som vi oplevede det med de tyrkiske gæstearbejdere, der aldrig tog hjem igen.